Opkøbsdrama i Tyskland skærpet – italiensk storbank tog fusen på Olaf Scholz

Bank, bank. Hvem der? UniCredit. Nogenlunde sådan kan den nuværende situation i den tyske storbank Commerzbank nok beskrives. Banken er nemlig havnet i lidt af et bankdrama, som har fået både magtfulde tyske fagforeninger og den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, på dupperne. For den seneste måneds tid har den italienske storbank UniCredit købt en ordentlig portion aktier i Tysklands fjerdestørste bank, Commerzbank. Faktisk så mange, at UniCredit nu er den største aktionær. The Wall Street Journal har beskrevet opkøbet, som »handlen, Europa har ventet på i en generation«. Men det har ramt den tyske stolthed. En tysk bank, som overtages af en italiensk. En situation, de fleste måske bedre kunne forestille sig, hvis det var med omvendt fortegn. Det er da også en udvikling, som har taget flere eksperter – og tyske statsledere – på sengen. Men spørger man den erfarne bankanalytiker Jan Høgskilde, kommer opkøbsforsøget ikke som nogen overraskelse. Han har nemlig længe set tegn på, at den tyske bank har slanket sig og gjort sig attraktiv over for en ny storaktionær. Og at det lige præcis er dén italienske bank, som nu er sprunget på, giver særligt god mening, mener han. Et ægteskab i den europæiske banksektor kan måske virke som en fjern størrelse. Men en konsolidering af den europæiske banksektor kan medføre en masse synergier, reducere omkostninger og dermed øge bankernes indtjening. Det er godt for bankaktierne. En mere fælleseuropæisk banksektor kan også skabe mere konkurrence. Det kan også betyde mere konkurrence for de danske banker, og det kan komme dig og mig til gode med lavere priser. Tog fusen på tyskerne Det var nok ikke meningen. Men det skete alligevel. For da den tyske stat i et forsøg på at reducere ejerandelen i Commerzbank i september solgte en væsentlig del af statens aktier, stod UniCredit klar med pengepungen fremme. Og den blev både åbnet og brugt. For den italienske storbank med den ekstremt fusionsglade topchef Andrea Orcel i spidsen købte ni procent af aktierne i Commerzbank, hvoraf halvdelen blev købt fra den tyske stat. Aktiemarkedet tog dog godt imod den nyhed. Investorerne sendte nemlig aktien op med hele 20 procent på dagen. To uger senere tog UniCredit igen fusen på tyskerne og annoncerede, at ejerandelen nu var mere end 21 procent. Og ikke nok med det. Italienerne har anmodet Den Europæiske Centralbank – ECB – om at måtte øge ejerandelen til 30 procent. Det er den grænse, der i henhold til tyske børsregler udløser et obligatorisk opkøbstilbud. Anmodningen har skabt harme helt oppe i toppen af den tyske regering – hos kansler Olaf Scholz. Han har kaldt det for et »uvenligt angreb«, ligesom han har fordømt opkøbet af aktierne. »Fjendtlige overtagelser er ikke noget, som er godt for bankerne. Derfor har den tyske regering også taget en tydelig position i den her sag,« har kansleren ifølge Reuters udtalt. Ifølge Financial Times blev den tyske stat først bekendt med, at UniCredit allerede havde en ejerandel på 4,5 procent i »sidste minut«. For angiveligt skulle den italienske bank have opbygget ejerandelen på 4,5 procent gennem forskellige finansielle instrumenter, der ikke medfører samme oplysningspligt, som hvis UniCredit i stedet havde købt op direkte i eksempelvis aktier. Og det er altså blandt andet det, som har fået forbundskansler Olaf Scholz til at blande sig i opkøbet. Bankens bestyrelsesformand har også været ude og udtale, at »bare tanken om at skulle skære i bankens omkostninger er kvalmende«. For mange banker Men opkøbsforsøget har også sat gang i en gammel debat. I Tyskland. Og i EU. En debat, som både omhandler den tyske banksektor, men også det europæiske kapitalmarked. For det tyske bankmarked er ekstremt fragmenteret. Det fortæller Jan Høgskilde. »Markedsandelene er ikke særligt store. Selv den største tyske bank, Deutsche Bank, har en markedsandel, som vel er det halve af, hvad Danske Bank har i Danmark. Der er for mange banker til for få kunder,« lyder det fra ham. Og det er der en god grund til. For i 2020 var der nemlig flere end 1.500 banker i Tyskland. Ikke bankfilialer, men selvstændige banker. Derfor har Tyskland også kun fem banker blandt de 50 største i Europa. Det skyldes i høj grad, at Tyskland har et helt specielt banksystem, som består både af offentlige banker, de såkaldte Landesbanker, andelssparekasser og private banker. Og det er især de tyske Landesbanker og andelssparekasser, der er mange af. Men de er ofte ikke lige så godt styret som de private banker – som eksempelvis Deutsche Bank og Commerzbank, fortæller Jan Høgskilde. Han fremhæver blandt andet, at flere af Landesbankerne har politiske chefer, hvilket ikke nødvendigvis altid er bedst for selskaber, der skal tjene penge. Der er altså langt flere banker i Tyskland end i de andre store europæiske lande. I Italien var der 475, i Frankrig 408, mens der i Spanien blot var 192. Det bliver også tydeligt, når man kigger på antallet af medarbejdere hos de enkelte banker. For mens tyske banker i gennemsnit havde 382 ansatte, så var der i Italien og Frankrig henholdsvis 576 og 987 ansatte pr. bank. ... og for meget fagforening Og med mere end 575.000 tyskere ansat i bankerne opstår der en anden udfordring for UniCredit. En udfordring, som den danske transportgigant DSV i forbindelse med opkøbet af DB Schenker smagte på. Nemlig de magtfulde tyske fagforeninger. Og fagforeningernes fremgangsmåde er den samme. For ligesom i forbindelse med DSVs opkøb af DB Schenker har fagforeningen Ver.di nemlig advaret om, at en italiensk overtagelse af Commerzbank vil føre til »massive tab af arbejdspladser«. De advarer også om, at UniCredit i tidligere overtagelser har »begrænset uafhængigheden af de banker, som UniCredit har overtaget«. Eksempelvis fremhæver Ver.di Unicredits overtagelse af en anden stor tysk bank i 2005, HypoVereinsbank, hvor antallet af ansatte siden overtagelsen er faldet med to tredjedele. Fagforeningen har også forsøgt at erklære den tyske storbank som »kritisk infrastruktur«, hvorved en udenlandsk overtagelse helt kunne stoppes eller besværliggøres. De tyske fagforeninger har derudover den markante fordel, at de ofte er godt repræsenteret i bestyrelseslokalerne og dermed kan bremse – eller igen besværliggøre – udviklingen. Og eventuelle afskedigelser. Et af italienernes modsvar har været, at »hvis en tysk bil kan eksporteres til Italien, kan finansielle ydelser vel også eksporteres fra Italien til Tyskland«. Ikke kun et tysk problem Men det er ikke kun i Tyskland, at debatten om det fragmenterede bankmarked er sat i gang. Også i Europa er der blevet åbnet for Pandoras æske. For det europæiske bankmarked er nemlig også fragmenteret. Og det betyder, at de europæiske banker har svært ved at konkurrere med de gigantiske amerikanske og asiatiske storbanker. Eksempelvis er den amerikanske gigabank JPMorgan 4.000 milliarder kroner værd. Til sammenligning er Deutsche Bank og Commerzbank henholdsvis 230 og 145 milliarder kroner værd. Altså 17 og 27 gange mindre end den amerikanske gigant. I september kom den længe ventede rapport, som den tidligere italienske premierminister og tidligere europæiske centralbankchef Mario Draghi står i spidsen for. Draghi-rapporten kortlagde, hvordan Europas konkurrenceevne er under voldsomt pres fra USA og Kina. En stærkere europæisk banksektor ville kunne forstærke Europas konkurrenceevne. Formanden for den europæiske centralbank, Christine Lagarde, har da også allerede været ude og udtale sig positivt om udsigterne til en sammenlægning af UniCredit og Commerzbank. Attraktivt for begge parter Så hvorfor lige UniCredit? Og hvorfor lige Commerzbank? Tidligere har der været tale om, at Deutsche Bank kunne overtage Commerzbank. Men på det tidspunkt var de to banker ifølge Jan Høgskilde »ikke klar« til en sådan fusion. Men ifølge bankanalytikeren er der en rigtig god forklaring på, at det så netop nu er blevet de to banker, som står til at kunne fusionere. UniCredit har været til stede i Tyskland siden 2005, hvor man overtog HypoVereinsbank. Men det er ikke ensbetydende med, at man er til stede overalt i Tyskland. »Mens HypoVereinsbank har sine styrker i Sydtyskland i Bayern og Baden Württemberg, så har Commerzbank sine helt klare styrker oppe i Midt- og Nordtyskland.« Og blandt andet derfor mener Jan Høgskilde, at UniCredit og Commerzbank er et ret godt match – en forening af Nord-, Midt- og Sydtyskland. »Commerzbank har været igennem en længere strategiperiode, hvor de har skiftet strategi til i store træk at være en tysk bank med et betydeligt datterselskab i Polen, M-Bank. Stort set alt andet i udlandet har de solgt fra,« fortæller han. Men også for UniCredit er Commerzbank en attraktiv legekammerat. For en sammenlægning vil gøre banken til den næststørste i Tyskland – kun overgået af Deutsche Bank. Samtidig vil det give UniCredit adgang til et helt nyt marked, nemlig den tyske Mittelstand, de små- og mellemstore virksomheder (SMVer), som er en hjørnesten i den tyske økonomi. Men det vil også ændre på kreditværdigheden for UniCredit. Jan Høgskilde fortæller nemlig, at UniCredit de seneste år har bevæget sig ud af Italien. »UniCredit forsøger at undgå at blive ramt af den risiko, der er for selskaber i Italien. Hos et af de store kreditvurderingsbureauer kan italienske selskaber ikke få højere vurdering, end staten har, og det søger man væk fra her,« fortæller han. Tilbage står så en række spørgsmål. Kommer vi til at se en faktisk overtagelse? Eller bliver det ved de 21 procents ejerandel for UniCredit? Og hvad med fagforeningen. Får den held med – ligesom den gjorde over for DSV – at få jobgarantier for Commerzbanks ansatte? Og hvad skal der egentlig ske med hovedkvarteret? Der har tidligere været spekulationer om, at UniCredit var villige til at rykke hovedkvarteret fra Milano til Tyskland. Det har skabt bekymring i Rom. Mulighederne står i kø. Det samme gør spørgsmålene. Men kun tiden kan vise, om vi får en sammenlægning at se og dermed en ny europæisk kæmpebank. https://www.berlingske.dk/aktier/opkoebsdrama-i-tyskland-skaerpet-italiensk-storbank-tog-fusen-paa-olaf